Camilla ejer bloggen www.farvengron.com, hvor hun fortæller om sit drabsforsøg, som sidenhen lod hende stå tilbage med PTSD med alt, hvad der hører til.

Hun er også til at finde på instagram på @farvengron, hvor hun åbent fortæller om sin historier. Her er hendes fortælling om, at du ikke er alene!

Hej alle sammen!

Jeg har fået lov til at lave et lille skriv om mig og min kamp for at komme tilbage til livet efter et voldtægts- og drabsforsøg. Min håb er at kunne sparke hårdt til ensomheden og skammen. Fortælle andre at de ikke er alene. Så tak fordi du læser med.

Jeg hedder Camilla, jeg er 30 år gammel, mor, gift og sygeplejerske og meget meget mere☺️ Og så har jeg PTSD!

Bag alt det ligger en voldsom oplevelse og en voldsom kamp for at finde vej tilbage til mit liv.

Da jeg var 19 år var jeg taget på den klassiske jordomrejse med min aller bedste veninde. Rejsen bragt os bla til Fiji. Her forsøgte en mand først at voldtage mig, men jeg kæmpede indædt, jeg fik mit livs omgang bank. Han blev vred og kvalte mig indtil jeg mistede bevidstheden. Jeg ved ikke hvorfor jeg er i live i dag, men det er jeg.  (Du kan læse hele min historie på farvengron.com).

Efterfølgende var jeg i chok, min hjerne kunne ikke begribe voldsomheden af hvad det var, der var sket. Jeg er jo et menneske der altid behandler andre godt og jeg havde jo takket høfligt nej til hans tilnærmelser. Han havde efterladt mig helt destrueret. Mange gange har jeg kun haft et ønske; at han bare havde gjort det færdigt. For de følelser jeg er efterladt med, er så sorte og mørke, at de ikke er forenelige med livet.

Jeg fortalte ingen om, hvad der var sket. Det var vel en blanding af overlevelses instinkt, fornægtelse og at jeg simpelthen ikke kunne begribe voldsomheden af, hvad der var sket.

Jeg lukkede fuldstændig følelsesmæssigt ned. Fortsatte som om intet var hændt. Lavede vreden om til min drivkraft. For denne her oplevelse skulle i hvert fald ikke få lov at ødelægge eller betyde noget for mig og mit liv. Men hold nu kæft, hvor havde jeg misforstået det.

Selvom jeg tror, at jeg reagerede helt almindeligt og naturligt, så blev det også vejen ind til et liv med PTSD og en hverdag fyldt med frygt og et ekstremt øget alarmberedskab. Et liv på autopilot. Et hæmmet liv.

For halvandet år siden sprang hele mit dybt kontrollerede og voldsomt beskyttede “fort” i stykker. Det hele begyndte at smuldre og jeg mistede for alvor kontrollen. Flashbacks og mareridt drev mig ud i mit livs hårdeste kamp.

Jeg lever stadig i en skam og med en ensomhed, som bare æder sig længere og længere ind i mit sind. At leve med PTSD er som om, at jeg ikke har frit valg længere. Jeg bliver fastholdt i fortiden og kan ikke vælge at lade være. Det er mit eget personlige mindehelvede. Helt usynligt, men ekstremt intenst.

Jeg har heldigvis en ukuelig kriger indeni, som kan klare selv de mørkeste stunder. Det er i hvert fald, sådan jeg bedst kan beskrive, hvorfor det sorte mørke ikke har opslugt mig helt. Hvorfor jeg stadig rejser mig op på de dage, hvor mit sind har lyst til at blive liggende. Vigtigst er især, at jeg er begyndt at tale og ikke mindst skrive om det.

Jeg har i mange, mange år levet tavst med det. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde fortalt mine nærmeste om det, dengang det skete, så ville jeg ikke have PTSD i dag. Det er bare så pokkers vanskeligt at tale om, synes jeg, og hvis du også har det sådan, så er mit bedste råd altså, at få det talt ud alligevel. For tro mig regningen kommer en dag. Du skylder dig selv ikke at leve tavst.

Jeg har talt med psykolog og med mine nærmeste. Jeg skriver for mig selv og deler nogle af de skriv på min blog farvengron.com.

Jeg dyrker yoga dagligt, løber og vinterbader. Jeg prøver at dyrke det positive, især på de mørke dage, fake it till you make it, right! Jeg går til trauma sensitive yoga, som de har gode erfaringer med, i behandlingen af PTSD, i USA og jeg er fornyeligt startet på en medicinsk behandling.

Jeg har langt om længe fundet en måde, konkret at håndtere alt det PTSD’en kommer med. Jeg er i bedring. Jeg er på vej.